Stanghede - storslået hedelandskab
11 kilometer spor ad naturlige stier
Stanghede | MTB spor | Blå
Landskabet er smukt, bakket og åbent på de 11 kilometer spor ad naturlige stier på det skønne hedeområde. Sporet er mærket op i let til middelsvært terræn - velkommen på opdagelse!
Lyng, bakker & kulturminder
Fra P-pladsen på Herningvej tager du ad markvejen mod syd (ca. 100 m), åbner trælågen ind til selve hedeområdet og finder de de første pæle, som viser dig godt 11 kilometer rundt på lyngheden.
Med naturligt underlag, stier og dyreveksler under dækkene er en tur på heden noget helt særligt. Her er du i åbent landskab, ubeskyttet mod vind og vejr og i ét med de fine, små bakker, skulpturelle enebærbuske, gravhøje og lavninger.
I sommerhalvåret kan du risikere at møde en flok køer og nogle kokasser. Køerne er ganske fredelige men vis hensyn.
Skyttegrave & panoramaudsigt
Den fredede, smukke Stanghede er meget åben med lynghede og spændende kulturminder. På toppen, ca. 73 meter over havet, ligger Kvindhøje, hvor der er en fin udsigt.
Ved Kvindhøje findes også en mindesten for en meteorologisk vejrstation fra 1902. Her målte man f.eks. en gennemsnitlig vindhastighed på 126 km/t, som var gældende danmarksrekord i hele 65 år. Når man står på højen på en blæsende dag, kan man godt forestille sig, hvor kraftigt det stormede dengang.
Området er tidligere blevet brugt til militære øvelser, især sidst i 1800-tallet og omkring 2. verdenskrig. På heden findes stadig mange skyttegrave fra dengang.
Sporet på Stanghede er 11,2 km. Tager du de to sløjfer på, som går ud fra sporet på 2. omgang, kan du føje ca. 3 km mere til.
Ruten byder på noget at Danmarks smukkeste, åbne natur med fine udsigtspunkter. Nyd turen, nyd udsigten og vis hensyn til dyrene, som går i området.
Parkering:
Parkeringspladsen på Herningvej ved Stanghede finder du lige udenfor Bækkelund. Fra P-pladsen cykler du mod syd op til trælågen. Her starter din tur.
Adresse:
P-plads ved Herningvej
GPS koordinater:
56.391792, 9.322760
Rart at vide:
Ikke langt fra sporstart finder du Naturskolen ved Hald - her er der toiletter og mulighed for at tanke vand.